Konverteringsoptimering bør man tænke på hele året rundt

Vi kender det alle sammen. Vi får lavet en ny hjemmeside. Den ser godt ud. Funktionaliteten spiller. Vi launcher – og så lægger vi det projekt på hylden. Next step er at tænke på vores annonceringsaktiviteter. Men det er bare ikke helt sådan, at klaveret bør spille.

Konverteringsoptimering på din hjemmeside er en af de absolut vigtigste discipliner, når du arbejder med online markedsføring. For hver gang du får din konverteringsrate op, så bliver næsten alle dine online aktiviteter mere værd.

Eksempel:

Lad os sige at du har en hjemmeside, som hjælper din virksomhed med at skaffe leads til din salgsafdeling. Så er det vigtigt, at du kigger på, hvor høj din konverteringsrate er, da det er den som fortæller, hvor god din hjemmeside er til at få dine besøgende konverteret over til et lead. Hvis du har en konverteringsrate på 1%, så ved du jo ca., hvor mange leads du vil få, ud fra hvor mange besøgende du har på din hjemmeside. Så kan du vælge at skrue op for din annoncering, så du får flere besøgende ind på din hjemmeside, og derfor også flere leads. Eller du kan kigge på din hjemmeside og finde ud af, hvordan du får din konverteringsrate op og på den måde få dobbelt så meget værdi ud af dine besøgende.

Jo bedre konverteringsrate din hjemmeside har – jo mere får du ud af dine annonceringkroner

Når man kører online annoncering, så måler man oftest annoncernes succes på, hvor mange konverteringer annonceringen har fået. Det gode ved denne metode er, at man kan se, hvad en konvertering har kostet. Derefter kan man se på, om det er noget, som ens virksomhed tjener penge på eller ej.

Når du optimerer dit websites konverteringsrate, så vil du helt automatisk få mere ud af dine annoncekroner. Lykkes du med at øge konverteringsraten fra 1% til 2%, så giver det jo sig selv, at du får flere konverteringer ud af dine onlinekampagner – UDEN at du skal betale mere pr. klik for annoncen.

Det er annoncens skyld!

Jeg oplever med jævne mellemrum, at annoncerne får skylden, hvis en kampagne ikke er gået godt. Det er bare ikke altid sandheden. Husk på at annoncerne fører brugerne ind til dit website, og det er her, brugeren skal konverteres. Så hvis en online kampagne når bredt ud og sender mange relevante brugere ind til din hjemmeside, så er det faktisk din hjemmeside, som er det afgørende element ift., om din kampagne bliver en succes eller ej. En simpel konklusion er derfor, at annonceringen gerne skal trække mange, relevante besøgende til hjemmesiden – og hjemmesiden skal overbevise (læs konvertere) den besøgende. Her er der i sagens natur mange aspekter, som er vigtige – bl.a. design, flow, call-to-actions, pagespeed og meget andet.

En landingsside skal konvertere – ellers skal der laves ændringer

Når du kører en online kampagne, er det vigtigt, at du løbende holder øje med din kampagnesides performance. Den er sidste led i din kampagne, og hvis ikke den spiller, så kan al aktivitet omkring sitet næsten være ligegyldigt. Så ligesom du skal optimere på dine annoncer løbende, så skal du også huske at holde øje med din kampagneside. Hvordan er besøgsadfærden, hvad klikkes der på, hvor falder brugerne typisk fra osv. En vigtig pointe i denne sammenhæng er dog, at du skal have en del besøgende ind på din kampagneside, inden du går i gang med de store rettelser. Det er nødvendigt, at du har samlet et tilstrækkeligt datagrundlag ind, som giver et repræsentativt fundament, som du kan arbejde ud fra.

En af de datakilder som er vigtige, at du kigger på, er din kampagnesides performance på både mobil og desktop. Du må ikke tage det for givet, at selvom en kampagneside fungerer godt på desktop, så performer den også tilsvarende godt på mobil. Oplevelsen på de to enheder kan være vidt forskellige, ligeså vel som brugerscenariet kan divergere. Netop dét skal du tage højde for, når du udarbejder landingssiden.

Hvad så nu?

Står du og skal påbegynde en ny kampagne, så husk at se på både din annoncering og din kampagneside/landingsside om analyser, om alt er som det skal være. Kan brugerne afkode dit kampagnebudskab, har du skabt fængende CTA’er, er din landingsside appellerende, informativ og guidende? Performer landingssiden? Tjek det løbende – både på desktop og mobil ­– og optimer ud fra data. Målrettethed og vedholdenhed betaler sig. Jeg ved det – for jeg har prøvet det så mange gange før. Konverteringsoptimering er nemlig – når det gøres rigtig – en billig og effektiv måde at få din målgruppe til at købe dit produkt eller din ydelse.

 

Held og lykke!

By |2018-04-24T20:34:54+00:00december 19, 2017|Online Marketing|

Smid en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.